Test Ducati Monster 797 – Den subtile hybris

Test Ducati Monster 797 – Den subtile hybris

◄►

ergonomi

Siden jeg skiftede direkte fra Ducati Supersport 939 til Monster 797, var det at komme op på cyklen for første gang fuld af overraskelser: styret er bredt og højt. De dage er forbi, hvor Duc Monster strakte dig forholdsvis lavt over tanken. Tæt på styret sidder du med overkroppen oprejst, ligesom på Yamaha MT-09. Knælukningen er typisk Ducati: perfekt. Sædehøjden på 805 mm føles lavere takket være den smalle tank; du har en behagelig holdning, selv uden lige ben. Fodstøtterne er komfortabelt placeret, og knævinklen er afslappet. Men jeg skal vænne mig til det brede, lige styr. Typisk monster: Kigger man lidt nedad, kan man se det lidt større, fuldt digitale speedometer men intet af forhjulet, selvom forlygten er ekstremt flad. Den stærkt forhjulsorienterede, men stadig oprejste siddestilling giver mig en vis ethjulsfølelse, hvilket blev bekræftet efter de første sving. Standard testmonsteret vejede præcis 200 kg. Vægtfordelingen er 96 kg på forhjulet og 104 kg på baghjulet. Den har ikke forrude, men vindbeskyttelsen var fin (til en nøgen cykel) på motorvejen.

Håndtering

I det første hjørne boltede jeg næsten inde over kantpladen. Jesus, det er tippy! Den direkte kontakt med forhjulet og det brede styr får det lille monster til at fremstå hyper adræt, især ved lave hastigheder. Først ved lidt højere hastigheder (fra omkring 40 km/t) bliver styreadfærden mere neutral og forudsigelig. Noget jeg ikke vidste fra den forrige version. Styreadfærden minder mig meget om den første generation af Ducati Hypermotard. Men det er kun et begrænset kompliment, for denne ekstreme letfodighed har fået nogle hyperryttere til at stige af over forhjulet. Naturligvis er Monsteret alt andet end "farligt", men urolige, passive nybegyndere kunne finde svedperler på panden i hårnålesving. Bare rolig, Pirelli Diablo Rosso II-dækket har greb nok, men du kan se, at Monster 797 foretrækker de hurtigere radier. Fra omkring 40 km/t svinger den røde italiener stabilt og med en behagelig mængde feedback gennem kurverne. Det er nemt at skifte retning takket være det brede styr, og der er ingen højhastighedspendling overhovedet. Og selv når man læner sig, er linjekorrektioner stadig mulige, selv på bremserne. Hvis håndteringen i langsomme hjørner ikke var så vaklende, ville jeg beskrive Monster som en sporty, stabil enhed.

Motor/gearkasse

Lad os tale Tacheles: to-cylindret, 803 kubikmeter, 73 hk, 67 Nm. Hmmm. De rå tal blæser mig ikke væk. Motoren er i øvrigt kendt fra Ducati Scrambler. Du bliver stadig i godt humør, mens du kører. På den ene side lyder motoren som en rigtig Ducati (i original stand), trods Euro 4. På den anden side kan man mærke, at ingeniørerne har gjort deres hjemmearbejde, for glatheden ved lave hastigheder er overraskende god. Sådan var det ikke altid med Ducs. Monstrene er ikke bekendt med kædepiske og ryk. Gasresponsen (ingen forskellige kort, ingen traction control) er ikke bemærkelsesværdig. Grundlæggende er motoren diskret livlig. Overraskende: Selvom det er en toventilsmotor, er der endda et lille ydelsesboost i toppen. De 73 hk og 67 Nm er stadig ikke en brutal vragkugle, men en stensikker, sjov landevejsmotor. Subjektivt ville jeg have gættet omkring 80 hk, momentet er særligt til stede i midten. Men et par dage senere fandt jeg min note: "Engine unspectacular". Gearkassen var helt iøjnefaldende, men jeg synes gradueringen var meget vellykket til hverdagsbrug. 6. gear er kort nok til stadig at mærke acceleration, men lang nok til at køre med forholdsvis lave, brændstofbesparende hastigheder på motorvejen. Kabelkoblingen er præcis og meget nem at styre. Og APTC-koblingen i oliebadet forhindrer pålideligt baghjulsstempling.

Undervogn

Desillusion er anden: 43 mm Kayaba USD-gaflen er ikke justerbar, men Sachs støddæmperen er justerbar i tilbageslag og fjederforspænding. Men helt ærligt: ​​For en cykel, der koster over 10.000 euro, er det ikke nok for mig. Gaflen burde kunne lidt mere. Men det ændrer ikke ved, at setuppet for landevejene er en succes. Selv under hård opbremsning dykker gaffelen ikke med underdæmpning eller låser endda. De dage er forbi, hvor Ducs var smørbløde foran og overdæmpede bagpå. Monsteret er afbalanceret og trykker ligeligt ind i affjedringen foran og bagpå. Korte, hårde slag er mærkbare i styret, men Monster holder stregen. Vyngning, når der er flere bump efter hinanden, eller når der køres hurtigere, mærkes næsten ikke. Hvad er tilbage? Indtrykket er, at på trods af det forholdsvis enkle chassis er præstationen god. Det havde jeg ikke forventet.

Bremser

Og det er her, konkurrenterne får sin lussing: Monsteret kommer med Brembo M4.32 monoblok bremsekalipre foran, som bider sig fast i enorme 320 mm bremseskiver. Dette er den fineste bremsehardware. Kun aksialbremsepumpen spolerer helhedsindtrykket lidt, men generelt er bremsen rigtig god. Feedbacken på bremsegrebet er behageligt direkte, men ikke super hurtig. Det første bremsebid er lidt tamt, men bliver mere gennemsigtigt, når trykket stiger. ABS'en slår mærkbart ind, men for mig - som det ofte er tilfældet - tilstrækkelig sent og ikke for hektisk. Baghjulsbremsen er fantastisk: perfekt moduleret og med en overraskende stærk bremseeffekt. Hvis du har en jævn, "slip det" kørestil, vil du sandsynligvis kun kunne klare dig med baghjulsbremsen. Så det er meget klart: Bremsesystemet er hævet over enhver tvivl. Klasse.

Bemærket

Visuelt appetitlige spejle, der afslører noget selv ved højere hastigheder. Forlygtens gode lys. Hvor længe kan du nemt balancere på din motorcykel, selv når du står i et lyskryds. Den meget komfortable bænk – så de ville have taget en form af mit sæde og skåret det ind i en sadel. Den kultiverede motor. Til højre er motorblokken forholdsvis bred; Jeg stod konstant i kø med mine støvler. Og højre lår er bogstaveligt talt grillet af spildvarmen fra den mærkelige manifold-ruting i byen.

Mislykkedes

Bearbejdningsdetaljerne: Fodstøttesystemet er lavet ekstremt billigt, tankbogstaverne ser ikke ud til at være overmalet. Efter regnen løb en rusten-brunlig suppe bagfra hen over nummerpladeholderen, selvom Duc'en praktisk talt var helt ny (ca. 800 km). Og de ultra-enkle kædestrammere er heller ingen fryd for øjet. Den enkeltsidede svingarm måtte vige for en konventionel to-armsmodel – meget, meget ærgerligt.

Test dom:, af p.bednar

Mere information vedr Ducati Monster 797

Med venlig støtte fra TOTAL Østrig

Flere actionbilleder fra testkørslerne kan findes på Instagram: apex_moto_at

Eller følg os på Facebook: Apex Moto